De kære reklamer…

Ih altså, hvor kan jeg blive irriteret – og alligevel trække på smilebåndet – over visse reklamer. At reklamerne oftest taler til laveste fællesnævner og ikke til den generelle intelligens, har jeg ligesom accepteret og vænnet mig til, men der er altså bare nogle reklamer, som godt kunne bruge en konsulenttime eller 2 mere…

Tag f.eks. reklamen for Becurs produkter. Reklamen starter med at man ser et tegnet badeværelsesskab. Første produkt er Nalox – mod neglesvamp. “Bekæmper neglesvamp og forbedrer i øvrigt udseendet på 14 dage”.

Ok, så – hvis man kan smøre noget på tåneglene og komme til at ligne en filmstjerne på 14 dage, så napper jeg squ 2 stk af den, du! Der kunne man have overvejet at sige “neglens udseende”, men det gjorde man så ikke.

Og så er der Mentos’ tyggegummireklame… De unge for skyld for ikke at tale rent og pænt. Det er ikke reklamens skyld, men det hjælper ikke, at pay off’et er: Mentos – så meget mere end et ty’gummi…. ARGH! Tal pænt! Se det kan provokere spytkirtlerne hos mig… Ty’gummi…er du 5 år gammel?????

Der er mange flere reklamer med dårligt brug af dansk eller sjove og mindre gennemtænkte formuleringer, men jeg vil slutte med Mekonomens radioreklame, hvor de fortæller, at de er der for bilejerne 24-7. “Og hos os bevarer du “garn’tien”. Mon automekanikerne sidder og strikker i kaffepausen? For hvor kommer “garn” ellers ind  i billedet… Tal nu pænt!!!!!

Nå, det var dagens sure, men dog undrende, indlæg. Jeg kunne jo egentlig bare zappe væk eller skrue ned, når reklamerne kom, ikke? :)

Aldrig har jeg været så meget i tvivl

Jeg har siden, jeg fik stemmeret i 1999 været konservativ kernevælger. Har brugt min stemmeret, hvilket jeg anser som min borgerpligt, og havde egentlig aldrig troet, at jeg ville blive i tvivl om mit politiske ståsted.

Men det er jeg blevet. Og jeg er splittet mellem blokpolitik og statsministerkandidater, mellem mudderkastning og reelle hensigter.

Aldrig har jeg haft tid til at se så meget af valgdebatterne (her i barselsland) og aldrig har jeg været så meget i tvivl om, hvor mit kryds skal være på næste torsdag.

For at sige det lige ud, er jeg ved at brække mig over de politiske debatter, som kører i døgndrift p.t. i diverse medier. Jeg er træt af brugen af ordet blokpolitik. Og jeg er træt af, at de politiske spidskandidater ikke sætter sig ud over blokpolitikken og bruger den magt, vi har tildelt dem i Folketinget til at skabe de bredest mulige løsninger for Danmark og Danmarks fremtid. De arbejdsløse er ikke bedre tjent med, at den ene politiker råber af den anden, de studerende, de ældre og de udsatte får ikke flere ressourcer af, at vi taler om rød og blå blok.

Jeg bliver ærligt talt gal, når der tales om det bedste for Danmark – og det bedste så for hver side af det politiske spektrum forudsætter en udelukkelse af modstandernes initiativer. Jeg forventer, at folkevalgte politikere gør deres bedste for den brede, gode løsning for så stor en del af den danske befolkning som muligt.

Derfor er det med undren i stemmen og sindet, at jeg må sige, at jeg nok stemmer Radikalt i år. Mig – en radikal? RADIKAL??? Det havde jeg alligevel nok aldrig set komme. Har jo altid meldt mig i koret af dem, der grinede af joken om, hvordan man fik en Radikal til at dø af sult? Ved at stille 2 skåle mad foran vedkommende og sige, at han/hun kun måtte spise af den ene….

Men Margrethe Vestager har fat i den lange ende her. En langt bedre ende, end Løkke og Thorning. Og kunne Vestager blive statsminister på at fremme det brede samarbejde politisk – så fik hun klart min stemme! Hun ville gøre en pokkers god første kvindelige statsminister for Danmark!

Mere samarbejde på tværs og mindre blokpolitik. Medierne har længe bræget om blokpolitik og har trukket fronterne op – så hårdt op, at politikerne åbenbart også følger den trend og bliver mere og mere polariserede og glemmer at samarbejde. Vi nærmer os desværre noget nær amerikanske tilstande – ikke mindst fordi TV2 nu også bruger udtrykket om Super Torsdag. Say what??? Lad lige være med det, tak Vi er ikke USA og vi behøver ikke tro, vi er!

Skal jeg virkelig stemme Radikalt i år? Det tror jeg faktisk, jeg skal – også selv om det betyder Helle T som statsminister. Men det betyder også mere Margrethe Vestager og forhåbentlig også mere samarbejde, hvis da ikke, det hele er valgflæsk. Og hvis det betyder mindre DF, så er den også fin med mig!

Stik mig en VKR-regering, du, krydr den med en del mere dyrevelfærdspolitik og så er min politiske lykke gjort! Miraklernes tid er jo som bekendt ikke slut endnu….

Hvorfor gider vi se det?

Hvorfor er det lige, vi gider sidde og se på kendte og semi-kendte pars boligdrømme? Hvorfor er det, vi gider se dem købe TV og diskutere, hvor bryllupsbilledet skal hænge? Hvorfor gider vi høre konen brokke sig over, hvor stort TVet skal være og hvorfor skal vi høre om forsikringssager og se kendisserne pakke flyttekasser ud? Høre om, hvilke fliser, de skal vælge osv. Skal vi bare lige kigge med, ene og alene af den grund, at de er kendte…???

Og så cliff hangeren: Følg med i næste afsnit, hvor Victor og Anita (who????) får de sidste detaljer på plads og find ud af, om Vicky Jo og den bedre halvdel (som jeg ikke kan huske navnet på), føler sig hjemme i forstaden…

Det er vel omkring så interessant, som at komme hjem og se, hvordan jeg lægger mit barn i seng eller handler i SuperBest.

Faldt tilfældigvis over TV-programmet Store Boligdrømme på TV2… Er der virkelig ikke andet at sætte fokus på? Situationen i Libyen? Hunger-katastrofen på Afrikas horn eller hvornår valget udskrives og hvem, der skal lede Danmark fremad, de kommende 4 år.

Men ok, alt er interessant og intellektuelt i forhold til f.eks. Kongerne af Marienlyst på en konkurrerende kanal…

SUK…

De mest irriterende typer…

Man kunne tilføje pensionister i den lokale SuperBest om formiddagen, der partout mener, at alt skal gå i snegletempo og ikke er bleg for at skælde og smælde på alle, der formaster sig til at ville købe en liter mælk eller tillader sig at have en barnevogn med i butikken.

Eller folk, der siger “Hej tykke” til gravide, folk, der skal klappe på gravide maver, folk, der taler om deres diagnoser i lægens venteværelse (ja, og vi sender en kærlig tanke til Krysters Kartel for parodien på et!) eller folk, der indvier alle i, hvad badevægten ryger op på, når de stiger på den.

Se Ekstra Bladets top-seriøse liste. Ikke den mest dybdegående journalistik, men meget sjovt!

Advarsel: Fare for at smelte… :o)

Ok, det er noget af det sødeste, jeg har set! Katte-ven eller ej, så er det her virkelig lige til at få hjertet til at smelte! <3 <3 <3

http://ekstrabladet.dk/nationen/article1562111.ece

Stakkels dyr! Hvordan kan man gøre det?

Åh ha, hvor bliver jeg harm og ked af det, når jeg læser om folk, der ikke respekterer dyr og deres rettigheder – deres velfærd og velbefindende!

Så dette indslag på TV2: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-39853141:leoparder-og-pantere-gemt-i-kuffert.html?forside

Jeg bliver så GAL! Dyrene tages væk fra det sted, hvor de lever og er. De behandles som ting – smides i en kuffert, bliver bedøvet og transporteres væk til en uvis skæbne. Hvordan kan man få sig selv til at gøre det? Det er levende væsner for pokker!

Disse dyr blev opdaget og hjulpet – men jeg tør ikke tænke på, hvor mange dyr, der lider en lignende skæbne og enten ikke overlever den forfærdelige transport eller skal lide den uvisse skæbne, de kommer frem til!

Hvis du ikke allerede er medlem af en dyreværnsorganisation eller gør noget aktivt for at beskytte dyr som de levende sårbare væsner, de er overfor menneskers gøren og laden og mangel på respekt for dem – så gør noget ved det nu! Find ud af, hvordan du kan hjælpe, så dyr får den værdighed, de har krav på! De kan ikke sige fra – men det kan DU!

En film fra glemmebogen

Igår viste DR2 en film, som var gået i glemmebogen hos mig – men som virkelig gjorde et stort indtryk på mig, første gang jeg så den. Og gensynet med den var ikke dårligt heller.

Jeg er normalt slet ikke til franske film, men Jeg har elsket dig så længe (originaltitel: Il y a longtemps que je t’aime) af Philippe Claudel og med Kristin Scott Thomas i hovedrollen, er en glimrende film! Intet mindre.

Hovedpersonen, Juliette Fontaine, bliver efter løsladt femten år i fængsel og får uventet husly hos sin lillesøster Léa som bor med sin mand Luc og deres døtre.

Juliette skal genfinde livet uden for fængslets mure og det viser sig at blive en stor prøvelse for hende.

Den iskolde facade, hun har bygget op gennem årene, begynder langsomt at krakelere og efterhånden viser det sig, hvad der har formet hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.

Filmen er langsomt fortalt – men med skænderier og vredesudbrud, som kun franske og spanske film kan mestre – og i takt med at filmens plot langsomt stykkes sammen og en grum sandhed kommer frem, forelskes man som seer mere og mere i historien – omend den er brutal.

Vil du røres og rystes, betages og bevæges, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at se Jeg har elsket dig så længe. Den er sikkert i videobutikkerne – og også til lån på biblioteket. Se den!